Vanedannende medicin

Øget fokus på grund af for højt forbrug.

Forbruget af vanedannende medicin (sovemedicin, beroligende medicin og morfinpræparater, se en liste over vanedannende medicin længere nede på siden) er for højt i Danmark. Sundhedsstyrelsen indførte derfor i maj 2009 skærpede retningslinier.

Sundhedsstyrelsen har fortsat fokus på området og anbefaler: 

Sovemedicin bør kun bruges 1-2 uger.

Beroligende medicin kun i 4 uger.

Stærk smertestillende medicin i en så kort periode som muligt.

(læs mere)

Årsagen er, at virkningen aftager efter kort tids brug. Herefter er der kun bivirkningerne tilbage.

De mest almindelige bivirkninger ved sovemedicin og angstdæmpende medicin er:

– Svimmelhed

– Døsighed

– Hukommelsesbesvær

– Koncentrationsbesvær

– Faldtendens

De fleste opdager ikke, at de er påvirkede af lang tids brug af sovemedicin og angstdæmpende medicin. Det er dog vist i utallige undersøgelser og mange pårørende bemærker det.

Derfor gælder følgende regler for receptfornyelse på denne type medicin:

Der kan bestilles medicin til maximum 1 måned af gangen.

Receptfornyelse kan kun ske ved personligt fremmøde i klinikken.

Der skal bestilles tid til alle receptbestillinger.

Minimum 2 gange om året skal der bestilles tid hos lægen. Her lægges en behandlingsplan for den vanedannende medicin.

Medicinen er vanedannende. Kroppen bliver afhængig af den. Man får trang til stoffet. Efter relativt kort tids forbrug, vil et brat ophør med medicinen give abstinenser (uro, angst, søvnløshed mm).

Ved længerevarende forbrug skal der minimum 2 gange om året bestilles tid hos lægen. Her lægges en behandlingsplan for den vanedannende medicin.Når der laves en behandlingsplan med lægen drøftes det fremtidige behov og en evt. plan for langsom aftrapning lægges.

Mange brugere fortæller, at det er en lettelse at komme fri af medicinen. Bivirkningerne blev først tydelige for dem efter de var ophørt.

Bemærk at andre læger eller lægevagten ikke fornyer disse recepter, så hold øje med Hellig-, feriedage og eventuelle andre lukkedage i klinikken.

Vanedannende medicin

Disse lægemidler tilhører gruppen af vanedannende medicin

Angstdæmpende midler:

Alprazolam (Alprazolam, Alprox, Tafil)

Bromazepam (Bromam, Lexotan)

Chlordiazepoxid (Risolid)

Clobazam (Frisium)

Diazepam (Apozepam, Diazepam, Hexalid, Stesolid, Valaxona, Valium)

Lorazepam (Lorabenz)

Oxazepam (Alopam, Oxabenz, Oxapax, Serepax)

Clonazepam (Rivotril)

Sovemidler, lang virkningstid:

Flunitrazepam (Flunipam, Flunitrazepam, Ronal)

Nitrazepam (Apodorm, Mogadon, Nitrazepam, Pacisyn)

Sovemidler, middellang virkningstid:

Lormetazepam (Noctamide, Pronoctan)

Zopiclon (Imoclone, Imovane, Imozop, Zopiclon, Zoplicone

Sovemidler, kort virkningstid:

Triazolam (Halcion, Rilamir, Triazolam)

Zaleplon (Sonata)

Zolpidem (Nimadorm, Stilnoct, Zolpidem, Zonoct)

Smertestillende midler:

Morfinpræparater, Tramadol, Dolol.

Alle præparater kan medføre indskrænkning i retten til at føre motorkøretøj, evt inddragelse af kørekortet.

Baggrunden er en øget risiko for at blive sløv, ukoncentreret og for at komme til skade i eller skade andre i trafikken.

(læs mere)

Står nogle af disse præparater på din medicinliste ?

VI ANBEFALER, AT DU BESTILLER EN KONSULTATION I KLINIKKEN, SÅ DER KAN LÆGGES EN PLAN FOR MEDICINUDSKRIVELSE, FORTSAT BEHANDLING OG EVENTUEL AFTRAPNING.