Rejsevaccinationer

Tuberkulose (TB)

Sygdom:

Omkring 1/3 af jordens befolkning er smittet med Mycobacterium tuberculosis (M. tuberculosis). Globalt er der årligt omkring 8 millioner nye tilfælde af tuberkulose (TB) og med ca. 2 millioner dødsfald er TB en af de hyppigste dødsårsager.

M. tuberculosis smitter ved dråbesmitte, når en person med aktiv lunge-TB hoster og smitte kræver således tæt kontakt. Det er kun omkring 10% af de der bliver smittet, der udvikler aktiv TB. Hyppigst inden for de første to år. Globalt er der stigende problemer med resistens mod de foretrukne medicinske behandlinger (multidrug-resistent (MDR) og extended drug-resistent (XDR) TB), som derfor gør sygdommen vanskeligt at behandle.

Vaccine:

Man har i Danmark haft rutinemæssig Bacille-Calmette-Guérin (BCG)-vaccination af børn i perioden 1946-1986. BCG-vaccinen er en levende svækket vaccine indeholdende en svækket stamme af M. bovis og er blevet anvendt siden 1924.

BCG-vaccinen skal gives i hudens aller øverste lag af en fagperson, der har kompetence inden for dette. Der gives 0,1 ml til voksne og børn >1 år og 0,05 ml til børn <1 år, og bør derfor gives af en erfaren vaccinatør.

Der udvikles et overfladisk sår på injektionsstedet 2-4 uger efter vaccination. Der kan opstå en byld, specielt hvis vaccinen er givet for dybt i huden). Desuden kan ses forstørrede lymfeknuder lokalt.

Det er kontraindiceret at vaccinere HIV-smittede og andre immunsvækkede, da det kan medføre en livstruende dissemineret infektion.

Hos børn giver BCG op mod 75% beskyttelse mod de komplicerede former af TB, miliær-TB og tuberkuløs meningitis, mens beskyttelsen er dårligere mod lunge-TB.

Effekten af BCG-vaccination hos voksne er kontroversiel. Der er ikke dokumenteret effekt af revaccination.

Vaccination mod tuberkulose i form af BCG foreslås fortsat til rejsende til endemiske områder med incidens af TB på >25/100.000/år ved langvarig eller gentagen rejse, dvs. mindst 3-6 måneders eksponeringstid.

Særligt børn, som tager på selv kortere besøg i deres/forældrenes hjemland, og dermed har tæt kontakt til lokalbefolkningen, anbefales vaccineret.

Se mere her om udbredelsen: Tuberkulose udbredelse – CDC

Vaccination af voksne langtidsrejsende anbefales ikke rutinemæssigt, men særligt eksponerede, som fx sundhedspersonale, der kommer i kontakt med TB-patienter, kan overvejes vaccineret.

Siden 2016 har det ikke været muligt at få BCG vaccinen i enkeltdoser, hvorfor vi henviser til lungemedicinsk afdeling for vurdering af behov for vaccine.

Skal du ud og rejse? Læs mere og få generelle råd om sygdomme og rejser på Statens Serum Instituts hjemmeside rejse.ssi.dk